Fjerde søndag i advent

af | 22. dec. 2019 | Events og medier | 0 Kommentarer

Salt og sødt i juledagene: Æbleflæsk med vanilje

Vi bliver i den gammeldags genre og slutter adventstiden af med en klassiker.

For hvem har ikke prøvet påny at brede juledugen ud og invitere til kalas i juledagene – men med de sunde salater og grøntsager i højsædet. For nu må det da være nok med al den jul og sul.

Og hvem har ikke sporet skuffelsen i de madglade onkler og tanters ansigter, og set dem stikke dumpt i den sprøde selleri.

Og hvem har så ikke tænkt:

– Jeg kunne nu godt have suppleret med en portion Æbleflæsk!

Så er det om at slå til lige nu, for her får I opskriften. Lækker og sødmefuld æbleflæsk med en lumsk snert af vanilje. Og igen fra Katrine Klinkens hånd, så der er garanteret for smil over hele linjen:

 

Æbleflæsk med vanilje

(2-3 personer)

  • 200 g svinebryst eller flæsk, ½ cm tykke skiver
  • 2 løg
  • 1/3- 1/2 stang vanilje, gerne Mette Ravn Costa Rica vanilje
  • 250 g madæbler
  • 1-2 tsk. æblecidereddike
  • friskkværnet peber

Drys:

  • fint salt
  • evt. persille eller purløg

Tilbehør:

  • Godt rugbrød evt. med smør

Dup skiver af flæsk tørre med køkkenrulle.
Varm panden godt op. Læg flæskeskiverne på panden, og brun dem 1-2 min. på hver side. Skru ned til middel varme, og steg dem sprøde, vend jævnligt. Tag flæsket af panden, og drys med fint salt. Gem stegefedtet.

Pil løg, og skær dem i ringe. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Gem den tomme vaniljestang til andet brug.

Steg løgene møre i fedtet på panden ved middel varme.

Vask æblerne i koldt vand. Dup dem tørre. Skær tynde både af æblerne, uden kernehuset.

Steg æblerne med vaniljen og løgene til det hele er mørt og krydr med eddike, peber og salt

Læg stegt flæsk oven på æbleblandingen. Drys evt. med skyllet hakket persille eller purløg.

Spis æbleflæsk med rugbrød.

Katrine Klinken er kok og kogebogsforfatter.
Hun har blandt andet skrevet kogebøger for både børn og voksne gennem hvilke hun viser, at man ikke behøver være hverken professionel eller voksen for at lave god mad.
Katrine gør en dyd ud af, at mad skal smage dejligt, være tilberedt af gode, rene råvarer og være fællesskabende.

Læs mere om Katrine på klinken.dk

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *