Vanilje er ikke bare vanilje, plejer vi at sige. Og det dækker selvfølgelig over alle de tusindvis af sanseindtryk, man kan hente fra forskellige vaniljer.

Men det dækker også over den historie, som vaniljen har med sig. Historien om drengen, Edmund, der kunne det, som ingen andre kunne, skønt ingen regnede ham for noget. Om et sjældent ven- og partnerskab mellem en slavegjort og en slaveejer. Om at bringe de tidligere Bourbon-øers vaniljeproduktion til ukendt storhed og ja, så må du læse resten for at høre, hvordan det endte i fryd for nogen og fald for andre.

En hensygnende plantagedrift

Man ser det næsten for sig. Krumbøjede rygge i de nærliggende melonmarker, taktfast sang mellem anstrengte støn og hjulskramlen fra kærrer, der fragter afgrøder fra ét sted til et andet.
Som nabo står junglen, hvor vaniljeplanterne slynger sig op ad palmestammerne og hvor de hvidgule orkidéer folder deres kronblade ud, fordi det er den dag på året. En ældre, velnæret mand tørrer sin svedige pande af med sit lommetørklæde, mens han med bekymret mine skynder på sine trætte, unge følgesvende. En anden, en høj mand med ridepisk og et bistert drag om munden, svirper i luften, så de yngre mænd farer sammen og prøver at få fart på. Men til hvad? År efter år nægter planterne at give frugt, og vaniljebonden ved, at han snart må nedlægge denne del af sin bedrift og finde på noget andet.

Mændene lunter slukørede tilbage ned mod melonmarkerne, men en lille dreng bliver stående. Han har et strå af bambus i munden. Det vipper op og ned i mundvigen, som slår det takt til hans tanker. Han knæler ved den største af de gule blomster og med stråets ene ende løfter han forsigtigt toppen af den lille støvdrager, der sidder i blomsten. Med fingeren giver han den et lille klem, sætter strået tilbage i mundvigen og piler derfra i susende fart.

Da plantageejeren og hans slave næste gang tilser planterne, udpeger drengen en fin lille klase af grønne vaniljebælge. Et mysterium er løst, og plantageejeren er på vej til at blive en meget rig mand.

Vaniljens rejse til hoffet

Men egentlig begyndte det alt sammen i Mexico, hvor man havde produceret vanilje i århundreder. År efter år stod planterne i skyggefulde lunde, blomstrede, visnede og skød grønne vaniljebælge, som så kunne høstes og fermenteres efter sirlige metoder. Således brun-sorte i stil med en saftig rosin, og samtidigt stærkt duftende, sødt kælende som parfume, var vaniljen det luksuskrydderi, som aztekerne blandede i deres kakaodrik.

Og lige præcis en sådan velkomstdrik fik den spanske erobrer, Hernan Cortés i hånden, da han besøgte aztekernes leder i 1500-tallet. Det siger sig selv, at da Cortés vendte snuden mod Europa, var der godt med vanilje i lasten, og inden længe havde han skabt en inderlig efterspørgsel hos hele det europæiske aristokrati. Her mente man, at vaniljen, foruden sin liflige smag og duft, kunne kurere alt fra slangebid til potensproblemer, og prisen steg til usigelige højder; ’sin vægt værd i sølv’.

Først i 1800-tallet satte man de første planter udenfor Mexico, først i Europæiske drivhuse og så i området af det Indiske Ocean.

Det gik egentlig fint lige indtil planterne stod i blomst. Men når blomsterne visnede, efterlod de planten sørgeligt nøgen uden den ventede efterbyrd af de værdifulde, grønne bælge.

Ingen fattede hvorfor! Ingen, på nær slavedrengen Edmund!

12-årig knækker vaniljekoden

Edmund var 12 år og en del af det sjak, der blev holdt som slaver hos plantageejeren Bellier-Beaumont. Foruden nogle vaniljeplanter fra Europa, dyrkede Bellier-Beaumont også vandmeloner, og kort før den skæbnesvangre dag, havde herren netop vist Edmond, hvordan man håndbestøvede melonerne.
Edmond havde set opmærksomt til, og på trods af sin ringe status var han nysgerrig og vovemodig nok til, at han turde prøve noget lignende på vaniljen; pille i de skrøbelige støvdragere og regne dens mekanismer ud. For vaniljen har et lille låg, der skiller dens han- og hun-dele fra hinanden, og kun en særlig mexicansk bi havde indtil denne dag forstået, hvordan man åbnede det låg, så bestøvningen kunne ske.

Bellier-Beaumont lod nu Edmond rejse rundt på andre plantager og undervise i, hvordan man håndbestøvede vanilje. Og som tak for sin indsats i øvrigt, fik Edmond et efternavn og sin frihed.

Vaniljebestøverens tarvelige bekendtskaber

Edmond hed nu ’Edmond Albius’, og historien kunne have endt her, med en fri mand, der for evigt blev anerkendt for sin banebrydende opdagelse. Men frihed medfører ikke nødvendigvis anseelse eller en hånd fuld af muligheder. Edmond Albius måtte have hjælp mere end én gang fra den mand, der havde holdt ham som slave en gang:

https://en.wikipedia.org/wiki/Edmond_Albius

Mens man på vaniljeplantagerne havde nok at gøre med at spinde guld på de nyvundne vaniljefrugter, rejste den unge, frie mand, Edmond Albius ind til storbyen, fik job på en restaurant og viklede sig ind i tvivlsomme venskaber. Inden længe stod han dømt til fem års fængsel som meddelagtig i et juveltyveri.

Hans tidligere ejer og ven, Bellier-Beaumont, skrev til guvernøren og bad om Edmonds benådning. Han argumentrede for, at landets nyvundne succes helt og holdent skyldtes Hr. Albius’ indsats. Og det lykkedes.

Nogle år efter måtte Bellier-Beaumont igen til blækhuset, da en fransk botaniker hævdede egenhændigt at have opfundet håndbestøvningen af vanilje. Det var sågar ham, påstod han, der havde rejst rundt og undervist Bourbonøernes vaniljebønder i kunsten. Bellier-Beaumont kunne heldigvis snildt bevise, at Edmond havde undervist i håndbestøvning længe før, den svigefulde botaniker havde været på besøg, og sådan fik Edmond mæle og oprejsning i den sag.

Men sandt at sige endte Edmund alligevel sine dage i armod. Han døde i sit hus ganske tæt på Bellier-Beaumonts plantage.

Omkring år 1980, 100 år senere, valgte en lokal borgmester at rejse en bronzestatue af drengen, slavegjort og stækket, men som alligevel kunne, som ingen andre!